Team Lunden-hoppen Ghita Nørby bliver tre år på fredag. Og dermed er vi inde i sæson 2021, hvor det er planen, hun skal i gang med at tjene penge til sine mange hesteejere. Du kan stadig nå at komme med på sulkyen – en anpart koster kun 1000 kr.
Ghita Nørby og Axel Jacobsen er et makkerpar, der efter planen får deres debut sammen i et travløb inden for de næste fire-fem måneder. Hvornår konkret det bliver, kan travtræneren ikke sige noget om. Han har tidligere sagt, at udviklingen ikke skal forceres, og at Ghita Nørby nok selv ”skal sige til” – og han har trænet rigtig mange talentfulde ungheste gennem årene og vundet mange af de veldoterede årgangsløb.
Team Lunden-hoppen er inde i et udviklingsforløb opdelt på moduler a fire uger: Tre ugers træning på banen suppleret med en uges ophold på gården (i runde tal), hvor hun holder fri og nyder livet i folden. Herefter påbegyndes et nyt modul.
Træningen på banen består af tung træning (læs mange kilometer) og intervaltræning, som skal give hende en god kondition og mange muskler. Efter seneste modul (her i december) på Lunden gik Ghita Nørby et hurtigt arbejde, hvor den for første gang var spændt for en let sulky. Axel Jacobsen kørte 1.25 over 1600 meter og var meget tilfreds med hoppens indsats.
Nu kommer vi til det spændende, for hvis ellers alt går efter planen (fx ingen skader, ingen vokseværk), så forventer Axel Jacobsen, at Ghita Nørby kan forbedre sig et par sekunder pr. modul. Og lad os så lige få de moduler og sekunder ind i et skema. Det vil sige – også i runde tal – at hun sandsynligvis kan præstere ca. 1.23 pr. 1. februar, 1.21 pr. 1. marts og 1.19 pr. 1. april. Så skulle hun være klar til at blive godkendt i prøveløb. Efter yderligere en måneds tid – til maj 2021 – skulle hun kunne præstere en tid omkring 1.17-1.18-stykker over fuld distance.
– Hun har et fantastisk trav og har let ved det, så jeg tror, vi har noget at komme med, siger Axel Jacobsen på sin egen stille og rolige måde.
Der er fortsat ledige anparter tilbage. En anpart koster 1000 kr. Læs mere om anpartsheste på Travbanen.dk – se under fanen: (helt øverst) Team Lunden.
Mere staldnyt om Ghita Nørby medio januar 2021.