Team Lunden-divaen Ghita Nørby øver og øver sig på løbsmanuskriptet med Axel Jacobsen som instruktør, og det går fremad på den ovale scene. Du kan fortsat nå at komme med i hesten. Der er 96 anparter tilbage.

Axel Jacobsen har gennem årene haft stor succes med mange af sine ungheste, som han vel at mærke selv har bygget op fra bunden. Og det er den samme træningsmodel, han nu bruger på Team Lunden-hesten, Ghita Nørby, der er en stor og flot brun 2-årig hoppe med et meget fint trav.

Træningsfilosofien er baseret på fire ugers programmer. Tre ugers træning – en uges fri. Træningen bliver således sat i system og sikrer, at konditionen kontinuerligt bliver forbedret, og konditionen er jo hestens motor med hjerte og lunger. Samme filosofi bliver også brugt i atletikkens og cyklingens verden.

Ghita Nørby er i denne uge (uge 51) i gang med den tredje og sidste uge i det aktuelle program, hvor hun bliver budt på en blanding af tung træning og intervaltræning, inden hun skal på en lille restitutionsferie på gården ved Hillerød-kanten.

– Hun træner hårdt på, og hun accepterer det. Hun træner oftest sammen med andre 2-åringer, og hun træner pænt, fortæller Axel Jacobsen, der først vil have bygget masser af styrke på, inden der skal arbejdes med farten.

Og træneren kan tydeligt mærke effekten.

– Der er fremgang hele tiden, så jeg er meget tilfreds, siger Axel Jacobsen og forklarer, at Ghita Nørby kort fortalt kapper et par sekunder af (sluttid i et løb), hver gang hun har gennemført et fire ugers forløb. Efter forrige forløb kunne hun gå ca. 1.25,0/fuld distance, nu er hun nok nede på 1.23,0/2000m. Teoretisk vil det sige, at hun kan forbedre sig et par sekunder pr. måned. Og i dag skal en 3-åring i hvert fald kunne præstere 1.18,0/2000m, før den overhovedet skal skrives til start i et løb.

Axel Jacobsen har kun positivt at sige om den unge Team Lunden-hest, som du sagtens kan nå at blive medejer af. Der er 96 anparter tilbage, og en anpart koster 1000 kr. Læs mere om anpartsheste på Travbanen.dk – se under fanen: (helt øverst) Team Lunden.

Mere staldnyt om Ghita Nørby om 14 dage.