Team Lunden-hesten Ghita Nørby er klar til et tre ugers træningsprogram på banen. Axel Jacobsen kalder hoppen for en diva med et perfekt trav.
Efter godt en uge med afslapning, græs og frihed på gården, tager Ghita Nørby torsdag (19. november) hestetransporten ind til Charlottenlund Travbane. Her venter der hende et træningsprogram, som strækker sig over tre uger.
– Det bliver en blanding af tung træning og intervaltræning, og hun bliver på banen i den periode, fortæller Axel Jacobsen om Team Lundens 2-årige hoppe.
Med den regelmæssige træning bliver hun stille og roligt bygget op, så der kommer mere og mere krop på grundkonditionen, for der skal en stor muskelmasse til at bære en travmaskine. Axel Jacobsen lægger ikke skjul på, at han kan lide udfordringen med at bygge ungheste op. Og han taler meget positivt om Ghita Nørby.
– Hun har en stor motor og et fantastisk trav, det har jeg sagt før, men det er sådan nogle egenskaber, der betyder så kolossalt meget for hendes udviklingsmuligheder, siger Axel Jacobsen.
Mere staldnyt om Ghita Nørby om 14 dage.